Sankt Hans i Gørlev 2025

Galleri af Gørlev og omegns Lokalråd

Regnen tog en pause mens det traditionsrige Sankt Hans blev afholdt på Vandværkshøjen i Gørlev, den 23. juni 2025. Der var rigtig mange lokale som støttede op om arrangementet – omkring 130 børn og voksne var mødt op.

På grund af regnen i løbet af dagen kunne lokalrådet desværre ikke tilbyde hoppeborg, som vi ellers havde lovet, men det havde ingen betydning for humøret, som stadig var tårnhøjt. Der blev leget i skoven og spist en masse popcorn.

Formand for lokalrådet, Frederik Gordon Pedersen, synes aftenen var en stor succes: “Vi var helt vildt heldige med vejret. Det regnede en halv time inden arrangementet skulle gå i gang, men derefter kom solen frem. Og omgivet af træer og bakker er Sankt Hans på Vandværkshøjen ikke så påvirket af den kraftige vind, som man oplevede i resten af landet. Der var smil over hele linjen – det var dejligt at se.

Det var ikke kun lokale der var dukket op til Sankt Hans i Gørlev. En lille familie havde taget turen fra Ruds-Vedby fordi lokalrådet tænder bålet tidligt i forhold til mange andre steder. Derfor kaldes det i Gørlev for “Sankt Hans i børnehøjde”.

Medlem af bestyrelsen, Jonas Anhøj Henriksen, bød de fremmødte velkommen. Herefter overlod han mikrofonen til Berit Westi, som er leder af dagpleje og børnehaven Hobitten. Hun holdt en flot båltale. Læs den nederst på denne side.

Herefter samledes folk omkring det store bål med den flotte heks på toppen. Heksen var i øvrigt lavet af børnene i vuggestue og børnehaven Krudthuset i Gørlev.

Der var glædes-hvin fra børnene, da bålet i første omgang lavede en kæmpe stor røgsky. Men det var kun kortvarigt indtil ilden rigtig fik fat og bålet brændte rigtig flot.

Under hele arrangementet var der godt gang i pølsevognen, som i dagens anledning var flyttet fra Coop 365 til Vandværkshøjen. Lokalrådet havde aftalt et give et tilskud til pølsevognen, så prisen på franske hotdogs og pølser med brød kunne blive sat 10 kr. ned. Det var der heldigvis mange der benyttede sig af.

Stor tak til:

  • Vestsjællands Brandvæsen, som sørgede for sikkerheden under arrangementet og sørgede for, at bålet var helt slukket inden de forlod pladsen.
  • Vuggestue og børnehaven Krudthuset for at have lavet heksen
  • Berit Westi fra dagpleje og børnehaven Hobitten for at holde båltalen
  • Til teamet i pølsevognen for at servere gode pølser og brød til de fremmødte
  • Til spejderne for at måtte benytte deres faciliteter

Sankt Hans i børnehøjde på Vandværkshøjen i Gørlev var en stor succes i 2025. Vi glæder os allerede til 2026.

Tak til alle der mødte op og dermed støttede op om arrangementet.

Berit Westi’s båltale:

Kære alle sammen – store såvel som små, voksne såvel som børn

Først og fremmest vil jeg gerne takke arrangørerne for at få lov til at holde årets båltale her på Vandværkshøjen. I så smukke omgivelser og med så mange tilstede.

Hvis man skal tale om Skt. Hans i børnehøjde må det være godt at starte med et lille eventyr, og her er et der er forfattet til lejligheden:

Der var engang en sur og slem heks. Hun havde forhekset hele byen og alle dens indbyggere. Det var som om en mørk, kold og klam tåge havde lagt sig over byen og menneskene i den. Alle gik nemlig rundt og brokkede sig dagen lang. Der var ikke det der ikke var i vejen. Brok over larm, brok over stilhed, brok over skidt, brok over skrald – rygter og onde historier blev fortalt, som om det var den skinbarlige sandhed, og den sure gamle heks frydede sig ved at se alle dem som boede i byen være sure og tvære – for det var noget, der gjorde hende tilfreds.

Men en skønne dag flyttede en familie til byen, og da de fornemmede, at det var den onde heks der havde gjort alle i byen til sure brokkehoveder, besluttede de sig for at det skulle være slut. Væk med det sure og det onde og ind med glæde, håb og tro på det gode.

Det var først børnene og snart derefter de unge, der gjorde sig fri af den sure gamle heks og hendes forbandelse. I stedet for blot at brokke sig og tale grimt om andre, begyndte de at gå fløjtende og syngende omkring og hjalp hinanden med at holde byen ren. Snart måtte de voksne også overgive sig og begynde at hjælpe hinanden, at rose hinanden og have det sjovt sammen.
Flere og flere familier flyttede til byen, og selv den sure gamle heks blev helt sød og rar på sine gamle dage – OG DET VAR JO GODT FOR HENDE – FOR ELLERS VAR DET NOK HENDE, DER VAR SENDT AFSTED HER I AFTEN!
SLUT PRUT FINALE.

I aften står vi så sammen ved bålet, som så mange danskere har gjort før os. Det er en tradition, og traditioner er noget af det vigtigste fordi det binder os sammen – i familien – blandt venner – og i de andre fællesskaber, hvor vi lever, arbejder og i øvrigt kommer. Vi samles for at fejre lyset, fællesskabet og sommerens komme – og vi gør det med smil, sang og varme i hjertet.

Men i år vil jeg gerne tale særligt til og om dem, som måske har ventet allermest spændt på denne aften – nemlig børnene. Der er nogen, der siger at forventningens glæde er den største – men lad os sammen vise børnene at glæden ved at foretage sig noget sammen er det aller største vi, som mennesker kan opnå.

Her i Gørlev har børnefamilierne de senere år fået hele to nye legepladser – den ved biblioteket og naturlegepladsen ved Gørlev sø. Det har givet bedre muligheder for at bevæge sig, og ikke mindst til at møde andre børn og familier. Og sandelig om ikke vi snart får endnu et kæmpe aktiv til vores lokalområde – en svømmehal. Det bliver en stor attraktion for områdets børnefamilier.

Sankt Hans er ikke kun midsommer og bål – det er også magi. For når man er barn, så er flammerne mere end ild.
De er levende historier – måske ligefrem eventyr. De danser, hvisker og fortæller om hekse, der flyver til Bloksbjerg, om gamle traditioner og lader os få et kig ind i fremtiden, som børnene selv en dag skal være med til at forme.

Kære børn – I bringer liv og latter til denne aften. I løber rundt med glade øjne, holder far og mors hænder lidt ekstra hårdt, når mørket falder på, og I synger med på “Midsommervisen” med stemmer fulde af håb. Flammerne slikker mod himlen, og gnister stiger til vejrs som stjerner. Lad Jer suge med, og mærk hvordan vi bliver knyttet sammen af denne fælles oplevelse.

Og lad os voksne huske, at denne aften også er en mulighed for at vise jer, hvad fællesskab betyder. Når vi står her sammen, unge og gamle, naboer og venner, så er det et lille spejl af det samfund, vi ønsker at bygge – et sted med plads til drømme, leg og kærlighed.

Så når bålet tændes, lad os ønske hinanden en lys og varm sommer. Og lad os især ønske, at alle børn – ikke kun dem, der er her i aften – må få lov til at vokse op i tryghed og med håb og drømme i hjertet. Der er nok af trolde i en urolig verden i øjeblikket – lad os sende positive energier ud i verden herfra Vandværkshøjen i Gørlev.

Glædelig Sankt Hans til jer alle – og pas nu godt på Jer selv og hinanden.

Den denne side på